Iris

   Iris kan deles op i 2 grupper:

 

                 1.                 Iris med skæg                 EUPOGON

                 2.                 Iris uden skæg                 APOGON

 

 

   Skægiris er normalt forholdsvis lette at genkende selv uden for blomstringstiden. Bladene er meget brede, mørkegrønne og ofte blåduggede. De sidder 5-10 stykker samlet i en vifte, der skyder op fra et kraftigt rizom, som kan være op til 5 cm. tykt.

 

Plantning:

Den ideelle plads for skægiris er et veldrænet sted i fuld sol mindst halvdelen af dagen. Iris trives ikke i dyb skygge og tåler ingen stående vand.

Man skal udsøge sig et meget solrigt sted. Sol og varme er nemlig vigtige ingredienser for at planterne kan nå at få deres rizomer afmodnede inden vinteren. Sker der en for dårlig afmodning, bliver blomstringen for ringe, og der er større fare for, at planterne skal rådne i løbet af en fugtig vinter.

Det ideelle sted er enten et bed skrånende mod syd, eller et bed, der er forhøjet lidt i forhold til det omliggende terræn. En placering op mod en sydmur kan evt. være en løsning, men en vestmur er heller ikke dårlig.

 

Plantning og omplantning kan foretages hele året, endog under blomstring, men bedste tid er nok straks efter blomstringen, hvor planterne sender en mængde nye rødder ud. Men man kan kan dog også vente til hen i august, hvor de nye rødder er udvoksede. Plantningen / Omplantningen skal imidlertid helst ske så tidligt, at de nye planter kan nå at etablere sig inden vinteren.

For at vinden ikke skal rokke for meget ved planterne inden der er dannet nye rødder, er det en god ide, at klippe toppen af til en højde af ca. 15 cm. Dette kan evt. gøres med hækkesaks.

I almindelighed holdes en planteafstand mellem planterne på 20-60 cm. Ved tættere plantning vil planterne hurtigt vokse ind og over hinanden.

3 Planter af hver vil straks give indtryk af en gruppe. Plant planterne i en rundkreds, og hvor de nye skud vender udefter, idet planterne så vil vokse væk fra hinanden, og derfor ikke umiddelbart ind over hinanden.

 

   Jorden gennemarbejdes i en dybde af 25-30 cm. Hvis jorden er tung tilføres sand, så vandet siver hurtigt igennem. Jorden må være neutral. Er den sur tilføres kalk, hvilket ellers ikke er nødvendig.

Rizomet anbringes lige i jordoverfladen – halvvejs dækket med jord.

Anbring rizomet på en lille forhøjning  og spred rødderne godt langs den lille forhøjning, så at planten er godt forankret. Jorden pakkes godt ned om rødderne. Vand godt efter plantning.

   Ca. hvert 4. år bør iris deles, da blomstringen ellers bliver for ringe. En sådan 4-årig  irisbusk vil typisk have fået en nøgen midte. Grav derfor planten op, fjern den ældre del af planten og behold kun de nye rizomer med blade.

Genplantningen må gerne ske på frisk jord, da længere tids bevoksning med iris kan gøre jorden træt.

| Svar

Nyeste kommentarer

06.10 | 19:31

Hej Finn Jeg er interesseret i at købe nogle liljer. Hvornår er de til salg?
Mvh. Mikael

17.09 | 20:43

Hei , sender du til Norge

13.09 | 08:55

Jeg har sendt dig en mail ang. denne daglilje.
Har du denne til salg??
I givet fald er jeg interesseret i at købe 3 stk.

19.07 | 22:31

Hejsa har du nogle dagliljer til salg? Mvh Jakob